Historie
Kig gerne i bakspejlet.
Så bliver du fremsynet.
Med mere end 50 år på vogndækket har Camoni en solid historie at se tilbage på. Det gør vi hellere end gerne, da vi så kan blive klogere på nutiden og fremtiden.
Camoni blev etableret i 1954 under beskedne forhold på Gl. Køge Landevej i Hvidovre. Stifteren hed CArl MOgens Nielsen, deraf navnet CAMONI.
Det hele startede ved, at Carl købte en flyttebil og begyndte at drive flytteforretning. Hurtigt viste det sig imidlertid, at der også var behov for transport af biler, idet folk i almindelighed var begyndt at anskaffe sig et automobil.
Så måtte Carl anskaffe sig en kranvogn. Den blev brugt flittigt, og efterhånden måtte flytteforretningen lade livet til fordel for autobugsering, maskintransport og krankørsel.
Gennem årene har Camoni udviklet sig støt og roligt. Hårdt slid, et par eventyr, få fornærmelser, et genrationsskifte, chauffører ind og ud, uenighed om ejerforhold, benhård konkurrence og stadig stigende krav fra omgivelserne har været med til at udvikle Camoni til en velrenommeret virksomhed, som er gearet til fremtidens udfordringer.
I dag bor Camoni på Valseholmen 5 i Hvidovre. Anlægget blev bygget i 1985, da den gamle adresse viste sig for trang. Vi råder lige nu over 25 moderne køretøjer, beskæftiger omkring 30 medarbejdere og er hvert år af sted på omkring 25.000 transportopgaver.





