Sponsorater
Pas på derude!
Kom af banen, når Kim Hoffmeyer kommer blæsende i sin tunede standard Massey Ferguson V8-traktor med 500 HK under låget. Han jagter helt sikkert sin næste titel i disciplinen traktortræk, som er blevet populær blandt mænd og kvinder med dieselolie i blodet.
Camoni har valgt at sponsere virksomheden Hoffmeyer TraktorPulling, da denne sport passer perfekt til vores forskellige forretningsområder. Vi støtter Kim Hoffmeyer fordi han er en seriøs ildsjæl, der brænder for sagen og hele tiden forsøger at forbedre sine præstationer.
Vi har allieret os med Kim Hoffmeyer, så vi bliver eksponeret i relevante målgruppe rundt omkring ved de stævner, dyrskuer og øvrige aktiviteter, som han deltager i. Samtidig er det oplagt at tænke på elefantens styrke (som i vores logo), når Kims traktor trækker en slæde på op til 20 tons ad en 100-meter bane.
I korte træk handler traktortræk om at dyste i forskellige kategorier. Traktoren skal trække en slæde så langt som muligt på banen – og slæden gør mere og mere modstand undervejs. Det handler om at give den gas, lade traktoren stejle på bagdækkene og få blæst sort røg ud af udstødningen.
Kim Hoffmeyer er en beskeden mand, men resultaterne taler deres tydelige sprog. Faktisk er Kim blandt de tre bedste traktortrækkere i sin klasse på Sjælland, og han arbejder ihærdigt på at komme op i den allerbedste liga, hvor modstanderne bl.a. er fabrikskørere for de store mærker.
”Jeg er er superglad for at blive bakket op af Camoni og gør alt hvad jeg kan for at leve op til tilliden. Der går mange timer i værkstedet og på øvebanen med min specialbyggede traktor, og jeg glæder mig som et lille barn til at komme ud i sommerlandet for at tage kampen op mod mine konkurrenter. Det er en fantastisk sport og jeg nyder samtidig det sociale islæt, som er en del af sporten”, fortæller Kim Hoffmeyer.
Se et tv-indslag om Kim Hoffmeyer på Kanal København nedenfor.
Indslag vises med tilladelse fra.: Mediehuset Kbh. / Mettes Mix (registreret navn) 2011








